Du er her: 
lørdag31okt2020

Mørkeklang - hybridkoncert i Skive Kirke

lørdag31okt2020 kl. 15:00 - 17:00

FORTID MØDER NUTID
Ved to koncerter under Allehelgen i 2020 udforsker de tre danske ensembler Århus Sinfonietta, BaroqueAros og vokalgruppen Concert Clemens den bittersøde nordiske melankoli gennem tre nyskrevne værker for kor og ensemble af komponisterne Morten Ladehoff (DK), Finnur Karlsson (IS) og Anna Katrin Øssursdóttir Egilstrøð (FO).

De tre nye værker sammensmeltes med satserne i Johann Sebastian Bachs (1685-1750) gribende kantate ‘Weinen, Klagen, Sorgen, Zagen’ (1714) og opføres ud i ét. Værkerne tager sit udspring fra nye nordiske fortolkninger af de fire begreber i kantatens titel: Weinen (“gråd”), Klagen (“klage”), Sorgen (“bekymring”) og Zagen (“fortvivlelse”).

NORDISK MELANKOLI
På tværs af de nordiske landegrænser findes et helt særligt fællesskab. Et fællesskab, hvor man ikke kender hinanden ved navn, karriere eller social status, men hvor man alene identificerer hinanden på den svage glød, der udstråles af ens glæde ved at være alene, glæde ved mørket, glæde ved det øde, glæde ved at være trist.

Med denne hybridkoncert skabes en unik koncertoplevelse, der står i stærk kontrast til det moderne samfunds ureflekterede lykkekult og inviterer publikum med ned i menneskesindets mørke og eftertænksomme afkroge, i de dybe følelser og atmosfæriske tilstande, der ikke altid findes navn eller ord for.

FÆLLES IDENTITET
Den nordiske nabosprogforståelse sættes i spil med de tre nordiske komponisters brug af dansk, færøsk og islandsk i de nye værkers tekstmateriale. Dette perspektiveres i Bachs kantate, der er et særligt udvalgt eksempel på den protestantiske reformations grundtanke om, at bibelske tekster skulles gøres tilgængelig på alle sprog for at sikre en fælles forståelse.

På den måde bliver Mørkeklang en undersøgelse af, hvordan vores fælles kulturarv kan bruges til at skabe et nyt nordisk udtryk og samtidig vise vores stærke kulturelle fundament, samhørighed og identitet.

// MEDVIRKENDE //
BaroqueAros
Århus Sinfonietta
Vokalgruppen Concert Clemens
Søren Kinch Hansen - dirigent

// ENTRÉ //
125 kr + gebyr

billetto.dk/e/morkeklang-billetter-483867

OBS! Grundet covid-19 opfordrer vi alle fra samme husstand til at købe billet i samme ordre. Ønsker man at købe billet til flere, men ikke er fra samme husstand, opfordrer vi til at købe separate billetter. På denne måde har vi overblik over antallet af siddepladser. På forhånd tak!

Mørkeklang er støttet af Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond, Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik, Aarhus Kommunes Musikpulje, Statens Kunstfonds Legatudvalg for Musik, Dansk Komponistforening / KODA Kultur, Korsangernes Fællesråd, Knud Højgaards Fond, Augustinus Fonden, William Demant Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Dansk Kapelmesterforening, Dansk Korforbund og Det Obelske Familiefond.